Det hele begynder på en sommerdag i august. Du siger ja til et år på Risskov Efterskole, siger ja til at være en del af store og små fællesskaber og ja til at ville noget og have lysten til at lære.

Vi er en efterskole der åbner for den nysgerrige og involverende dialog i hverdagen, det foregår i undervisningen, rundt om spisebordet, på løbeturen i skoven og ved den daglige snak omkring godnatrunden. 

Vi tror på vigtigheden af, at kunne undre sig, udfordres, overraskes og rystes lidt i ens vished, det er her livet opstår - det er her vi bliver klogere på hinanden og på os selv.

På Risskov Efterskole er der liv fra morgen til aften og du får masser af muligheder for at udvikle og dygtiggøre dig. Vi skaber rum med øjeblikke, hvor du sveddryppende kæmper for at nå i mål med et projekt, der bare pludselig er blevet det vigtigste i verden for dig og din kammerat, hvor du mærker successen ved at lykkes og bevæger dig rundt på skolen med skinnende øjne og usynlige vinger.

Vi skaber rum for øjeblikke, hvor du opdager det fantastiske ved en værelseskammerat eller fortrolig voksen, når du møder livets uperfekthed, når du savner nogen indimellem eller når du bare har brug for at dele dine oplevelser og historier med andre.

Vi stiller spørgsmål til dine drømme, hvad du gerne vil, og hvor du gerne vil hen. Vi gør vores allerbedste for at give dig muligheden og friheden til at følge din nysgerrighed og drøm, at kunne arbejde med dine mål og stile efter dit optimale, med det talent som du helt naturligt er udstyret med. Men du er ikke alene, du vil opleve at være en del af et større fællesskab. Et fællesskab med sammenhæng, hvor vi forpligter os overfor hinanden. Vores frihed og handlemulighed sker i sammenhæng mellem at vende blikket indad og udad mod det samfund, vi er en del af.

Med vores unikke placering lige midt i Aarhus, er vi en del af bylivet. Vi deltager i arrangementer for hele skolen, vores linjer har samarbejde med kultur- og uddannelsesinstitutioner i byen og den faglige undervisning åbner sig mod byens mange aktiviteter.

Vi glæder os til at lære dig at kende - velkommen til Risskov Efterskole